lørdag den 12. oktober 2013

Æblechutney med rosiner, kanel og muskatnød

 De fleste opskrifter på æblechutney er med chilie og ingefær, men det er jeg ikke så vild med. "Annemad" havde en opskrift med kanel og kardemomme, som i min version blev til kanel og muskatnød. Her er så min version:
ca 650 g æbler
3 mindre løg
olie
1½-2 dl æblecidereddike
100 g rosiner
150-200 g brun rørsukker
3 kanelstænger
1 tsk stødt muskatnød
Løgene hakkes fint. Æblerne skæres i fine både, uden kernehus og med eller uden skræld. Løgene steges glasklare i olien i en gryde, æblerne kommes ved og steger lidt med. Resten af ingrediencerne kommes ved og småkoger til det har en passende konsistens. Det afhænger også af æblesorten. Jeg brugte kun 1½ dl æblecidereddike, da det var syrlige spiseæbler, og kun 150 g rørsukker fordi jeg ikke ville have det for sødt. Begge dele kan man supplere op med, når det har kogt en passende tid. Den skal have både en syrlig og sød smag. Du kan evt. også komme lidt salt i. Kommes på skoldede glas, der er skyllet i lidt alkohol, f.eks gin som jeg brugte. Jeg kom det på mindre glas, for når glasset er åbnet, er holdbarheden kortere. Jeg kom 1 kanelstang i hver glas. 
Eftertanker: Smager godt som tilbehør til både kød og fisk. Vi fik det til aften sammen med rødspættefilleter og græskar-kartoffelgrating. Det var helt vildt godt, da det gav syre til den forholdsvis søde græskargratin, og en rigtig god kombination til fisken.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar