lørdag den 28. september 2013

Oksebryst i mørk øl

 Et oksebryst er måske noget af det, man ikke rigtig regner for så meget. Et bryst af et godt ungkvæg, der er tilbedt rigtig, det kan blive til den lækreste ret. Ungkvæget her har gået på marken bag søen, så det ved vi er af god kvalitet. Her er et forslag til et godt mørt stykke kød, med en god sovs.
1 oksebryst
3-4 gulerødder, findeles i nogle stykker
2 løg i både
2 hvidløg, hakkes meget groft
1 lille pastinak, i grove stykker
olie
1 mørk øl (500 ml), jeg brugte en Thisted Classic, en mørk og fyldig øl
3-4 dl vand
3 spsk honning
salt og peber
lidt madlavnings fløde
maizena eller hvedemel til jævning

Oksebrystet svitses i olie. Grønsagerne kommes ved og steger med nogle minutter. Øl, vand og honning kommes i gryden, som småsimrer ca 3 timer. Kødet behøver ikke at være dækket, men vendes halvvejs.
Kødet tages op, og skæres i skiver. Væsken med de meget møre grønsager blendes helt jævn. Lidt madlavningsfløde kommes ved, og sovsen jævnes. Smages til med salt og peber.

Eftertanker: Vi fik rodfrugtmos af kartoffel, pastinak og løg samt salat til. Kødet var fantastisk mørt og lækkert sødt. Sovsen, ja sovsen var så skøn. Det er sjældent, at jeg tager sovs og kød flere gange, kunne slet ikke lade være. Sovsen får også den fineste farve, når man blender bl.a gulerødder i. For min skyld kan en engelsk bøf godt gå hjem og lægge sig mod sådan en ret.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar