søndag den 5. maj 2013

Favorit langtidshævede boller

Mine favorit boller som jeg bager allermest er disse langtidshævede boller. De smager skønt, der er mad i dem, og de er så nemme. De skal bare planlægges.
25-26 boller:
40 g gær
1 L koldt vand
1 dl kærnemælk (letmælk kan også bruges)
4 tsk groft salt, det er relativt meget salt, men det skal til i en langtidshævet dej
4 tsk olie
300 g havregryn
ca 450 fuldkornsspeltmel, grahamsmel eller rugmel kan også bruges
ca 400-450 g hvedemel
solsikkekerner og græskar kerner, eller hvad du har

Gær udrøres i vand og mælk. Hvis du bruger røremaskine så kom kernerne i med det samme, det er med til at få rørt gæren ud. Olie, salt og havregryn og speltmel røres i. Til sidst hvedemelet. Dejen skal være på grænsen til det flydende. Lad røremaskinen køre i 5-10 min. Ellers brug "mullerne" ligeså længe.
Dejen sættes koldt til næste dag. Jeg bager dem som regel om morgenen, men de kan også stå til næste eftermiddag. Om vinteren sættes jeg dejen i vores meget kolde forgang, om sommeren kommer den i ud den kølige stald. Den skal ikke efterhæve.
Nu kommer det nemme: ovnen med bagepladen varmes op til 225 gr. Tag pladen ud, læg bagepapir på, og med 2 spiseskeer sættes dejen i klatter på den varme plade. Der er til 2 plader i opskriften. Bages ved 225 gr i ca. 22 min.

Eftertanker: De er gode til morgenmad, men også som frokostbolle med en god spegepøle eller leverpostej på.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar