mandag den 6. august 2012

Tærte med kartofler og spinat

Forleden dag var jeg inde på DR`s hjemmeside og se et program med Brøderne Price og madskrald. Det er uhyggeligt hvor meget mad der bliver smidt ud. Jeg smider stort set aldrig mad ud, har i mange år haft det næsten som en sport, at finde på hvad jeg nu kan anvende resterne til. Har derfor bestemt, at jeg vil oprette en etikette her på siden, som hedder "stop madspild". I aftes havde jeg en rest kold oksehøjreb, og nogle kogte kolde kartofler fra en anden dag. Det blev til en madtærte med kartofler, og kødet koldt i skiver ved siden af. Kunne godt have valgt at skære kødet i tern og komme det i tærten, men så regulært og mørt kød er  næsten synd at "skjule" i en tærte. Det smager rigtig godt koldt.

Dej:
100 g hvedemel
50 g grahamsmel
2 tsk bagepulver
100 g græsk yoghurt eller kvark, creme fraiche eller A-38
3 spsk mælk
2 spsk olie
½ tsk salt
Fyld:
200 g kogte kolde kartofler
175 g spinat, ja det var det der var tilbage i posen
200 g løg, 2 stk
100 g blomkål (kan udelades)
3 æg
200 g creme fraiche, eller lign, brug hvad du har
100 g reven ost
salt og peber
De tørre ting til dejen blandes først, og de våde blandes i, og dejen æltes blank og smidig. Udrulles på et meldrysset bord, og lægges i et velsmurt tærtefad.
Blomkålen brækkes i små buketter og overhældes med kogende vand og står i 10-15 min. Løgene hakkes og steges blanke i lidt olie. De lægges på dejen sammen med kartofler i tern og blomkålen. Den optøede spinat drænes for vand, og fordeles ud over.
Æg og creme fraiche piskes sammen med halvdelen af osten. Lidt salt og peber i, og det hældes ud over fadet. Det sidste ost drysses henover, og fadet sættes i ovnen ved 200 gr i ca ½ time til æggemassen er helt stivnet.

Eftertanker: Den var meget mættende. Vi var 3 til bords, de 2 var godt spisende mænd, og der var et pænt stykke tilbage, som jeg spiser koldt til min frokost i dag. Lækkert.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar