mandag den 21. maj 2012

Bladsellerisuppe

Studenten havde købt bladselleri da han havde maddag sidst, og vi havde i forvejen noget der lå i køleskabet. Det skal jo bruges, så jeg kom i tanke om en gammel opskrift jeg lavede tit for en del år siden:
1 stort løg
ca 300 g bladselleri
ca 20 g margarine
2 spsk mel
1 L grønsagsbouillon
1-2 æggeblommer
1 dl fløde
salt og peber
Løget skæres i tern og svitses blank i margarine. Melet drysses over, og bouillon hældes i.
Bladsellerien skæres i ½ cm tykke skiver, og kommes i gryden. Det hele koger i 10 min.
Æggeblomme og fløde piskes sammen, og lidt af den varme suppe kommes og piskes i. Æggeblandingen kommes i gryden, og suppen varmes op, men må ikke koge.
Smages til med salt og peber.
Serveres med madbrød eller lign. Vi fik en boghvedebolle til.

Eftertanker: det er som sagt nogen år siden jeg har lavet denne suppe, men den er nu på repertoiret igen, for den smager rigtig godt, hvilket også var Tømmerens udsagn. P.S. det er hans silhuet, man kan se på billedet, han skulle lige skygge for solen. Vi sad på Brombærterrassen i høj sol og spiste, skønt vejr.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar