mandag den 17. december 2012

Bagte julefigurer og årets julebagning

Lidt sent blev det i år, årets julebagning, men det lykkedes til sidst at samle alle 5 børn og 2 svigerbørn. "Børnene" er mellem 20 og 25 år, og det er ren hygge og vi bager, spise og spiller pakkeleg. For mig er det lige så vigtig en dag som selve juleaften.



Vi bagte "julefigurer" og pebernødder og vanilie kranse. Julefigurerne har jeg bagt siden jeg var barn, og er fra "Børnenes koge- og bagebog" fra Politikkens forlag trykt i 1970. Dejen bliver rullet ud og trykkes ud med forme bl.a. Fantasien fik frit spil, ja der gik lidt kage i det, og der blev lavet både en forlæns og baglæns kanin, en regnorm, en hunde lo.., en snøvs, en sur nisse pige m.m.



Julefigurer, ca 3 plader:
150 g farin
250 g sirup
150 g smør
1 tsk ingefær
3 tsk kanel
½ tsk nelliker
2 tsk natron
1 æg
ca 550 g hvedemel
Smelt farin, sirup og smør i en gryde ved svag varme. Tag gryden af varmen og rør krydderier og natron i.
Lad massen stå til den er lunken. Rør æg og mel i, dejen må ikke blive for stiv. Ælt dejen godt igennem. Lad den hvile mindst 1 time. Jeg plejer at lave den dagen før.
Rul dejen ud til ½ cm tykkelse, og stik ud med forme. Bages ca 8 min ved 200 gr. midt i ovnen. De afkølede figurer kan evt pyntes med glasur. Det gør vi nu ikke mere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar