Viser opslag med etiketten Naturmad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Naturmad. Vis alle opslag

mandag den 21. oktober 2013

Hyldebærsuppe med æbler

På en af mine ridestier er der en del hyldebær træer, som lige nu står med flotte modne bær. Jeg havde taget en 4 Liters frysepose med på ridetur i sidste uge, så Funi fik et hvil, hvor han kunne græsse lidt, mens jeg fyldte posen. Han troede nu godt nok, at han også skulle plukke hyldebær, men han blev forvist til græsset istedet. Bærene fra et enkelt træ fyldte hele posen.
Til 4 personer:
750 g hyldebær ribbet vægt, det svarer til det der kan være i en 4 L pose når de har stilke på
ca 1,25 L vand
1½-2 dl sukker
2 æbler, gerne madæbler
evt. 2 -3 æbler til fyld (gerne spiseæbler)
kartoffelmel
Bærrene ribbes, hvilket er nemmest med en gaffel. Sæt dig ned og se TV-avisen imens, så bliver det til hygge arbejde istedet for træls arbejde. Skylles, og kommes i en gryde med vand, sukker og de 2 madæbler, der er skrældet og skåret i både. Koger 15 min, dette kræves for at giftstoffet er fordrevet helt. Nu sies bærene fra, og saften kommes tilbage i gryden. Hvis man gerne vil have æbler i som fyld, kan man koge æblebåde med nu. Her er det en fordel ikke at bruge madæbler, for de koger ud med det samme. Spiseæbler holder strukturen længere under kogning. Når æblebådene er så møre som du vil have dem, er det tid at jævne suppen ganske lidt med lidt kartoffelmel oprørt i en lille smule vand.
Serveres varm med knuste tvebakker.

Eftertanker: Hyldebærsuppe for mig er ren nostalgi, for det fik vi ofte efterår og vinter i mit barndomshjem. Jeg er opvokset i skoven, og min Mor brugte i høj grad skovens ressourcer i madlavningen. Så kære lille Mor, dette indlæg er til ære for dig.

torsdag den 27. juni 2013

Hyldeblomst the med tryllenummer

Den anden dag var jeg ovre at besøg Anne Mette, for at se hendes 1 mdr. gammel islænderføl. Hun fortalte at hun lavede the af hylleblomster, så det måtte jeg også prøve. Her er min version:
2-4 klaser friske hylleblomstklaser uden stilke til 1 kande the. Klaserne overhældes med kogende vand og trækker 5 min. Så er theen kraftig gul, og lidt bitter. Så kommer jeg nogle dråber frisk citron op i koppen/glasset, og hokus-pokus, så er theen næsten klar som vand. Derefter kræver den lidt sødt, jeg bruger ½ tsk honning pr kop. Jeg plejer ikke at bruge sukker i theen, men det er nødvendigt her. Så smager den bare rigtigt fint, og tæt på varm hylleblomstdrik. Theen til højre er uden citron, og theen til venstre har fået 4-5 dråber frisk citron

Desuden kan tørre hylleblomst klaserne, og gemme dem i et syltetøjsglas med låg. Så kan man lave the udenfor sæsonen også. Klaserne, uden stilke, bredes ud på et fad eller lign. og stilles til tørring nogle dage. Gerne et lidt luftigt sted, men ikke i solen.


onsdag den 12. juni 2013

Tagliatelle med broccoli og pesto med okse kødboller til

Inspireret af Jamie Oliver lavede jeg til aften denne pasta ret med broccoli og pesto. Desuden en hjemme komponeret kødbolle opskrift. Pestoen kan man købe en færdig, men da vi har både bacillikum og brændenælder lige udenfor døren, blev det min egen pesto også.
Til 4-5 personer:

Okse kødboller:
500 g oksefars
1 æg
1 stort forårsløg
1 hvidløg
1 håndfuld frisk oregano
salt og peber
olie til stegning
Forårsløget, hvidløget og oregano hakkes fint og blandes i farsen, sammen med æg og krydderier. Kan evt stå i køleskabet og trække inden stegningen. Trilles til valnødde stoer kødboller, som steges ved god varme i olie på panden. Det tager 8-10 min.

Tagliatelle:
500 g færdig frisk tagliatelle pasta
1 broccoli hoved
1 kartoffel, kan udelades
4 spsk grøn pesto
salt
Broccoli hovedet skæres ud. D.v.s stokken skæres i små stykker, og hovedet deles i små buketter. Lægges hver for sig. Kartoflen skrældes, og snittes i meget fine skiver, evt med mandolin jern.
En stor gryde med vand bringes i kog. Pastaen og stilke stykkerne kommes i først, og koger sammen. Når der er ca 2 min tilbage af kogetiden, inden pastaen er al-dente, kommes broccoli buketterne og kartoffel skiverne i. Når det er færdig kogt hældes det hele i en sigte, så vandet hældes fra. Kommes tilbage i gryden, hvor det blandes med pestoen.


Eftertanker: Det var en fin måde at servere frisk pasta, som jo kræver lidt sovs eller væde med smag. Kødbollerne smagte hammergodt. De kan også bruge i tomat sovs f.eks.

torsdag den 30. maj 2013

Grøn kartoffelsalat med rucola eller mælkebøtteblade

Mælkebøtteblade er lidt bitre ligesom rucola, og kan snildt bruges som sådan. Med de nye kartofler nu er det tid for kartoffelsalaterne, som kan kombineres på alle mulige måder. Her er en grøn kartoffelsalat til 4 personer:
ca 1200 g nye kartofler
200-250 g fine ærter. gerne frosne
50 g rucola eller friske små nye mælkebøtteblade
3 store forårsløg
6 store radiser
purløg
2 spsk olie
1 spsk æbleeddike, eller citronsaft
salt og groftkværnet peber
Kartoflerne renses og koges, endelig ikke for meget. Ærterne optøes. Rucolaen/mælkebøttebladene skylles og skæres på tværs. Forårs løgene snittes fint, og radiserne snittes med mandolin jern. Det hele blandes med masser af purløg. Dressingen blandes af olie, eddike og krydderier. Istedet for æbleeddike kan også bruges citron saft. Du kan evt. lave dobbel portion dressing, hvis du gerne vil have den mere marineret. Salaten vinder hvis den laves 1-2 timer før, og stilles koldt inden serveringen.
TIPS: Hvis du vil have kartoffelsalaten endnu mere grøn, kan du erstatte dressingen med grøn pesto. Når jeg laver den på den måde, undlader jeg så purløgen.                                                                                        

lørdag den 25. maj 2013

Marmelade med mælkebøtteblomster, citron og appelsin

Vores mark er så flot gul lige nu. Det er mælkebøtter. Hestene vil ikke spise dem, men det vil vi gerne. Dog kun en brøddel, for der er jo i tusindevis. Jeg har forsøgt mig med mælkebøtteblomst marmelade, det første jeg lavede blev for sødt og for stift, og smagte af for lidt. Næste forsøg vil jeg godt være bekendt:
2 mindre glas:
100 mælkebøtteblomster
1 ubehandlet appelsin
½ ubehandlet citron
½ L vand
200 g sukker
1 tsk rød melatin
Mælkebøtteblomsterne (hele blomsten incl. den grønne krave) skylles og drypper af. Skallen rives af både citron og appelsin. Derefter skæres det hvide bitre lag af frugterne, og frugtkødet skæres i tern. Kommes i en gryde sammen med blomsterne og ½ L vand. Bringes i kog, og koger 1 time. Jeg tog ud og handle, og satte kogepladen på 1 time, så det stod og trak yderligere et par timer. Om det har gjort en forskel, ved jeg ikke. Derefter hældes indholdet gennem en si, tryk al væsken ud. Kommes tilbage i gryden, sammen med det meste af sukkeret. Koger nogle min. resten af sukkeret blandes med 1 tsk rød melatin, som drysses langsomt i gryden imens den koger. Der røres kraftigt så pulveret røres helt ud. Hældes på rene glas og afkøles.


Eftertanker: Smagen er mild og god, og smager både af appelsin, citron og mælkebøtteblomster. Hvis du er til meget sød marmelade, skal der lidt mere sukker i.

fredag den 24. maj 2013

Kammerjunkere med citron, og nogen med mælkebøtteblomster

Det er faktisk meget let og hurtigt at lave kammerjunkere. Grundopskriften her er oprindelig fra Hjerteforeningen, og så gør det jo heller ikke noget at de er fedtfattige. Jeg lavede desuden en portion som jeg kom mælkebøtteblomster i. Når man bager af mælkebøtteblomst og citron, dufter det helt fantastisk i køkkenet. De smagte dog kun svagt af blomsterne.
Min version af 80 kammerjunkere:
kornene fra 1 vaniliestang, eller 2 tsk vanilliepulver
5 spsk sukker
200 g hvedemel, man kan godt udskifte lidt af hvedemelet med grahamsmel
1½-2 tsk bagepulver
½ tsk salt
2 spsk olie
2 æg
reven skal af ½ øko citron
2 spsk citronsaft
evt. 16-18 mælkebøtteblomster, kun de gule kronbalde, den grønne krave pilles af
Vanillie korn og sukker blandes. Mel og bagepulver blandes i. Resten af ingredienserner blandes i, og æltes godt sammen. Deles i 2 og trilles til pølser, der igen deles i 20. D.v.s. 40 små kugler, der rulles som pebernødder, og lægges på bageplade. Bages 10-15 min ved 200 g. Køles lidt af, og skæres over i halve. Tørres i ovnen ved 150 gr i ca.15 min. I opskriften stod der oprindeligt 30 min ved 170 gr. Det gjorde jeg ved den 1. portion, også gik jeg i haven, og holdt ikke øje. De blev brændt, så det var alt for meget.



Eftertanker: Jeg tror da ikke jeg vil købe kammerjunkere mere, for det er som sagt nemt og hurtigt, og gode blev de også. Desuden er man fri for alle de tilsætningsstoffer, der tit er i sådan noget industri bag.


mandag den 20. maj 2013

Havregrød med mælkebøtte og havregrød med brændenælde og blåbær

Når jeg laver havregrød, river jeg som regel et æble som koger med. Det giver smag og sødme, og sukker er unødvendigt. Engang imellem skal det bare være anderledes. Her er 2 nye varianter, som heller ikke behøver ekstra sukker.
Havregrød med mælkebøtte til 1 portion:
1 dl havregryn
ca 1 1/4 dl vand
ca 10 mælkebøtte blomster
lidt salt
Mælkebøtte blomsterne befries for den grønne krave, så det kun er de gule kronblade. Kommes i gryde, sammen med resten af ingredienserne. Koges ca 5 min. Jeg koger det lidt længere, end havregrynene bare er kogt ud, det giver bedre smag. Den blev svag gul, kan vist ikke ses på billedet.

Havregrød med brændenælde og blåbær til 2 personer:
2 dl havregryn
ca 4,5 dl vand
ca 20 topskud af brændenælder
1 lille håndfuld frosne blåbær
lidt salt
Brændenælderne skylles godt, og med en saks klippes ned i skålen, så de findeles. Kommes i gryden sammn med havregryn og vand og salt. Koger nogle min. De frosne blåbær kommes i gryden, og koger med et par min.

fredag den 10. maj 2013

Brændenælde pesto

Frisk pasta kræver noget væde, enten sovs eller pesto. Da brændenælderne er rigtig gode lige nu, har jeg forsøgt mig med brændenælde pesto. Denne portion passer til 500 g frisk pasta.
100 g brændenælder, små friske skud eller topskud uden grove stilke
3/4 dl olie
saften af ½ citron
1 fed hvidløg
salt
lidt parmesan ost
Brændenælder skylles godt og afdryppes. Kommes i blender med resten af ingredienserne, og blendes helt findelt. Vendes i den kogte pasta.

Eftertanker: Det fungerede fint som pesto, det smagte bare ikke af så meget som jeg havde forventet. Vi fik det sammen med stegte kyllingelår og salat, og det passede godt sammen.
Jeg har senere lavet en pesto af halvt brændenælde, 1/4 persille og 1/4 basilikum. Den var god, og smagte af meget mere.

onsdag den 8. maj 2013

Brændenældesuppe med kartofler

Brændenælder er meget, meget sunde, på www.dr.dk kan man se en udsendelses række der hedder "Urt" En af udsendelserne handler om brændenælder. Det er ikke kun helsekost entusiaster der taler varmt for den, men videnskabelige undersøgelser viser det også. Her er en mulighed for at bruge "krudtet"/"ukrudtet"
3 personer:
400 g kartofler
2 mellemstore løg
2 fed hvidløg
150 g brændenælde, nye skud eller topskud befriet for grove stilke
7,5 dl  vand, evt +1-2 dl
2 grønsagsboullion terninger
1 dl fløde
salt og peber
Kartoflerne skrældes og skæres i tern. Løgene skrældes og skæres i både. Hvidløgene pilles. Alle 3 ting kommes i en gryde sammen med boullion terningerne og 7,5 dl vand. Koges til kartoflerne er meget møre, ca 20 min. tror jeg. Brændenælderne skylles godt, og kommes ved og koges med ca. 5 min. Indholdet blendes, der suppleres evt med lidt mere vand. Fløden kommes ved, og det hele koges op. Smages til med salt og peber.

Eftertanker: Det smagte dejligt, men vi manglede lige det stegte bacon i tern vi tit plejer at få i grønsagssupper. Et godt grov flutes hører også til.

lørdag den 4. maj 2013

Kartoffel klatkager med brændenælder og krydderurte dressing

På bloggen Hverdagensbedrifter.dk fandt jeg opskriften Polske kartoffelklatkager. Da brændenælde høsten er startet fik jeg ideen til denne kobination, som jeg dog kom lidt mere æg i, end i den oprindelige opskrift på kartoffelklatkager. Brændenælder er meget sunde, se indekset under min opskrift på brændenældebrød.
Til 2 personer:
650 g kartoffel
100 g brændenældeskud, man kan selvfølgelig også bare bruge lidt spinat
2 spsk mel (med top)
2 æg
salt og peber
olie til stegning
Kartoflerne skrældes og rives fint. Brændenælderne skylles og klippes med en saks ned i skålen, så de findeles. Begge dele blandes sammen med æg, mel og salt og peber. Lægges på panden i tynde klatter, der trykkes lidt sammen. Der kan steges 2-3 ad gangen på en mellem str. pande.
Serveres med creme fraiche oprørt med masser af purløg og persille.

Eftertanker: Vi fik en stegt fiskefillet og tomat til. De skal serveres, mens de er helt varme, så smager de virkelig godt. De bliver hurtigt kolde, og hvis de ligger i en stak under låg for at holde dem varme, bliver de bløde. Så man skal næsten begynde at spise, mens de sidste står og steger færdig. Man kan naturligvis også bruge spinat istedet for brændenælder.

fredag den 20. juli 2012

Lavendel småkager med marcipan

Nu blomster lavendel buskene i haven, både en fryd for øjet og lugte sansen. Har taget stilke fra til tørring, men den friske blomst kan også bruges. Fra Amos bagebog "Året rundt 3" har jeg brugt opskriften på kattetunger, men udskiftet appelsin skal med lavendel.
115 g hvedemel
50 g rå marcipan
100 g smør eller margarine
45 g sukker
10 stilke lavendel blomst eller 3 spsk blomst
Marcipanen røres med halvdelen af smørret. Resten af smørret og sukker og hvedemel røres i. Lavendel blomsterne nulres af stilkene, og blomsterne røres i dejen.
Udrulles på meldrysset bord til godt ½ cm tykkelse, og udstikkes med form eller glas.
Bages ved 200 gr i 6-8 min, til de bliver svagt lysebrune.

Eftertanker: Har brugt dem til is anretning, det ser rigtig fint ud med hjerterne og de små blå prikker i. Når man bidder i den, får man både en svagt duft og smag af lavendel, lækkert. De passer rigtig fint sammen med is, men som småkage alene synes jeg de smager for meget af smør, hvilket jeg ikke er helt så vild med.

torsdag den 5. juli 2012

Hyldeblomst -æble marmelade

Man kan lige nå det endnu, der er stadig masser af hyldeblomster. Jeg har aldrig set så mange hyldeblomster som i år, så det inspirerer jo til at prøve med forskellige variationer. Til morgen fik vi min blomme-æble marmelade, også tænkte jeg at hyldeblomst sikkert også er godt med æbler. Det er det. Her er mit forsøg:
1 kg æbler, vægt med skræld og kernehus
5 dl hyldeblomst, befriet for stilke (lettest med en gaffel)
1 dl vand
1 citron, uden skræld
200 g sukker
1 tsk vanillie
1 tsk rød melatin
Æblerne skrældes, befries for kernehus og skæres i både. Lægges i en gryde med 1 dl vand. Skrælden og det hvide skæres af citronen, og de miderste hvide stængler skæres fra. Udover den syrlige smag, giver citronen en fin lys farve til æble marmelade. Kommes i gryden, og det hele koger 10-15 min til æblerne er halvt- næsten kogt ud. Kogetiden er lidt forskelligt, alt efter hvilke æbler det er. 1 spsk af sukkeret tages fra, resten blandes med vanillie, og kommes i gryden og koger med ca 5 min. Hyldeblomsterne og det sidste sukker blandet med melatin koges med 2 min.
Hældes på glas, som lukkes med det samme.

Eftertanker: Det smager fantastisk og dufter fantastisk. Jeg var spændt på om hyldeblomsterne havde en sjov konsisten at tygge i, når de ikke var kogt så meget. Man mærker ikke at man tygger i dem, og det ser fint ud med de små stjerner i marmeladen.

tirsdag den 3. juli 2012

Havremakroner med hyldeblomst

Har lavet flere forsøg med at bage med hyldeblomster, problemet har været at få det til at smage nok af hyldeblomst. dette bliver så mit bedste bud på havremakroner med hyldeblomst:
50 g blødt smør
4 skærme af hyldeblomster
75 g sukker
1 æg
100 g havregryn
25 g hvedemel
½ tsk bagepulver
reven skal af  ½ - 1 citron
Blomsterne rives af med en gaffel ned i det bløde smør som står og trækker et par timer.
Hyldesmørret røres med sukkeret. Æg røres i. De tørre ting blandes og røres i sammen med fintrevet citron skal.
Sættes på bageplade med the ske og bages ca 12 min ved 200 gr.

Eftertanker: De har en svag eftersmag af hyldeblomst, lidt for svag synes jeg stadigvæk, men kagerne smager alligevel rigtig godt.

tirsdag den 15. maj 2012

Tunfrikadeller med brændenælde og persille


2 dåser tun i vand, drænes
3 spsk (med top) creme fraiche
2 æg
1 dl havregryn
½ rødløg, hakket
brændenælde topskud, klippet (nemmest at klippe i en ramekin f.eks)
frisk persille, klippet
salt og peber
olie til stegning
Det hele blandes i en skål og sættes på køl ½-1 time. Formes til frikadeller, du brænder dig ikke, og steges på panden i olie.

Eftertanker: De smagte bare rigtig godt, og havde en dejlig skorpe. Opskriften er også god at have i samlingen, til en dag man har glemt at få noget op af fryseren.

tirsdag den 8. maj 2012

Farsbrød med soltørrede tomater og ukrudt

Jeg er mest til farsbrød, noget man kan bikse sammen også ind i ovnen, det der med at stå og passe en pande, nej det er ikke mig. Vi havde nogle skiver bonde skinke der skulle bruges derfor blev det sådan:
500 g flæskefars
50 g brændeælde og skvalderkål (friske skud eller topskud)
3 spsk hakkede soltørrede tomater i olie
1 spsk olie fra tomaterne
1 æg
½ dl rasp
salt og peber
5-6 skiver skinke eller bacon
2,5 dl boullion
Brændenælde og skvalderkål skylles og klippes lidt i mindre stykker, og blandes i farsen med tomater, olie, æg og rasp og krydderier.
Formes til et brød, lægges i et ildfast fad, og skinken eller bacon lægges over.
Boullionen hældes ved.
Bages ved 200 gr i 45-50 min.
Boullionen hældes fra og kan bruges til sovs.

Eftertanker: Brændenælde og skvalderkål havde ikke afgivet så meget smag som forventet, men de soltørrede tomater havde givet en rigtig god smag. Tømmeren var lidt skuffet over at skinken ikke smagte af så meget som bacon, ellers synes han det var godt. Dagen efter smagte det rigtig godt kold som pålæg, der kunne man smage det grønne meget tydeligere.

lørdag den 28. april 2012

Havremakroner med mælkebøtteblomst


Nu er mælkebøtteblomsterne sprunget ud, så nu er det tid at eksperimentere med dem i maden. Det blev igår til Havremakroner med mælkebøtteblomster fundet i "Mælkebøtten i mad og medicin" af Anemette Olesen.
50 g blødt smør
75 g sukker
10 blomster af mælkebøtte pillet af hovedet
1 æg
25 g hvedemel
½ tsk bagepulver
100 g havregryn
reven skal af en lille citron
Smør og sukker røres blødt med den gule bund af mælkebøtteblomster og ægget røres i. Bagepulver røres med hvedemelet, og det røres i mælkebøtterblomster blandingen sammen med havregryn og citronskal.
Sættes på bageplade med 2 te skeer. Bages i ca 10-12 min ved 200 gr.

Eftertanker: De var nemme og hurtige at lave, og under bagningen bredte der sig en liflig duft af citon og mælkebøtteblomster. Kagerne smagte også rigtig godt. Nu er udfordringen blot at lade dem blive i dåsen til de skal serveres for gæster.

Bagte æg med brændenælder og parmesan

Efter bogen "Den magiske nælde" af Dorte Stiboldt lavede jeg denne lille frokost ret. Kan også bruges til brunch.
To portioner:
4 æg
en lille pose nye brændenælde skud eller topskud uden grove stængler, ca 20 g (kan erstates af spinat)
olie
salt, peber og muskatnød
lidt revet parmesan
Brændenælderne skylles og koges 2-3 min, og drænes for vand.
Små flade portionsskåle smøres med olie, man også bruge f.eks en tærteform til flere portioner.
De 2 æg piskes sammen med salt, peber og muskatnød.
Brændenældene lægges i bunden af skålene, de piskede æg hældes over. Der drysses med parmesan. De 2 resterende æg slåes forsigtig ud uden de går i stykker og og hældes ned i massen, så de fremstår som hele.
Sættes i ovnen ved 170 g i 10-20 min alt efter hvor stor en flade skålen har i forhold til æggene. Hviden skal være stivnet.


Eftertanker: Mine blev ikke så fine som på billedet i bogen. Jeg glemte at drysse parmesanen på inden det hele æg kom i, så man kan ikke se den gule blomme så tydeligt. Det smagte fint, ikke af så meget synes jeg, men Tømmeren synes det var bedre end røræg.

fredag den 27. april 2012

Hjemmerørte oste

Hver år når den nye purløg dukker frem rører jeg altid en neutral friskost med masser af purløg, det smager fantastisk. I år har jeg eksperimenteret med forskeligt i ostene. Her er 3 vellykkede eksperimenter synes jeg selv:
Jeg bruger en creme smøre friskost fra Lidl, den er nem at røre. Philadelfia er også god, men mere hård, så der tager jeg lidt creme fraiche og rører i.

Purløgsost: man klipper bare purløg helt fint og rører i osten. Der skal meget i, så den bliver næsten helt grøn. Vent til næste dag med at bedømme den, den skal stå og trække smag.
Brændenældeost med rød peber. En håndfuld små friske brændenælde skud, eller små topskud, svarende til ca 5 g skylles og koges i vand ca 3 min. Drænes så meget man kan, og hakkes helt fint. Røres i 100 g ost når den er helt kold sammen med lidt meget fint hakket rød snack peber, evt en anelse salt. Bedst dagen efter.
Smøreost med mælkebøtteblomst og citron. Pil blomsten fra 3-4 mælkebøtter, der skal kun bruges det gule. Puttes i blender sammen med 100 g smøreost og fint reven skal af ca 1/4 oko-citron, evt en anelse salt. Blendes og spises med stor nydelse dagen efter.

Eftertanker: Jeg vil helt sikkert eksperimentere videre med smøreost, det er sjovt og gør jo morgenmaden til en nydelse af smagsoplevelser. Jo også godt på knækbrød til et lille mellemmåltid.

lørdag den 21. april 2012

Ovn æggekage med kartofler og skvalderkål


En rest kartofler og nogle skvalderkål tilbage i posen fra gårsdagens høst inspirede til denne lille ovnret vi fik til frokost:
200 g kogte kartofler i mindre tern
50 skvalderkål uden stængler
1 lille snack peber
5 cherry tomater
4 æg
3/4 dl mælk eller fløde
salt og peber
2-3 spsk fintrevet permasan ost.
De kogte kartofler i tern fordeles i et tærtefad.
Skvalderkålen skylles og koges ca 3 min. Vandet hældes fra og al væden trykkes ud. Den hakkes fint med en kniv, og fordeles mellem kartoflerne.
Snack peberen snittes i små stykker og fordeles ligeledes rundt i fadet.
Cherry tomaterne skæres midt igennem og lægges i fadet med skæresiden opad.
Æg der piskes sammen med mælken og salt og peber hældes over. Osten rives og drysses over til sidst.
I ovnen i ca 25 min ved 200 gr.

Eftertanker: Den smagte bare godt, den faldt lidt sammen, måske kunne man supplere med 1-2 spsk mel.

fredag den 20. april 2012

Flettet madbrød med brændenælde og skvalderkål





2 stk
50 g gær
6 dl vand
½ dl olie
2 tsk sukker
1 tsk salt
150 g fuldkornshvedemel
100g grahamsmel
300 g durumhvedemel
ca 450 g hvedemel
2 dl finthakket/klippet brændenælde, nye skud uden stilke
2 dl finthakket/klippet skvalderkål, nye skud uden stilke

Gæren opløses i lunken vand sammen med sukkeret. Olie og salt og mel røres i, der røres/æltes godt i nogle minutter. Hæver i godt ½ time. Dejen deles nu i 6 ligestore dele. De 2 æltes med skvalderkål, de 2 med brændenælde og de sidste 2 forbliver neutrale. Alle dejklumperne stilles nu til lange pølse, længere end bagepladen på den lange led. Nu skal der flettes 2 brød, det neutrale lægges i midten med en af hver af de andre på siderne. Flet brødet og læg det forsigtigt over på bagepladen. Bages ved 220 gr alm. ovn i ca 25 min.

Eftertanker: 2 flotte brød blev der ud af det, det ene må vist med til "julefrokost" på søndag. Måske skal der lidt mere fuldkornsmel i næste gang, men durummelet giver en rigtig dejlig blød konsistens.