Viser opslag med etiketten Tærter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tærter. Vis alle opslag

fredag den 15. november 2013

Tærte med and og champingnon


Der blev andesteg til overs, da vi vi fik Mortens and. Når resterne skal spises, kan man selvfølgelig bare komme kødet i rest sovs, men en tærte er nu langt mere smagsfyldt, alt efter hvad man supplerer med. I køleskabet stod desuden en rest grøn pesto. De to kan sagtens kombineres i en tærte, som f.eks her:
Tærte til 4:
En rulle butterdej leight
en god rest andesteg
ca 2 spsk grøn pesto
2 - 3 rødløg, hakket
ca 250 g champingnon i skiver
5 æg
ca 1½ dl A-38 eller lign.
ca 100 g reven ost
olie til stegning
salt og peber
Butterdejen kommes i et smurt aflangt fad. Pestoen smøres ud over bunden. Andekødet skæres i tern, og bredes ud over. Rødløg og champingnon svitses let ved god varme i olie på en pande. hvorefter det bredes ud over kødet i tærten. Æg, A-38, reven ost og kryddereier blandes og hældes over tilsidst.
Fadet stilles i ovnen ved 200 gr til æggemassen er stivnet, ca ½ time. Vi fik hvidkålssalat med appelsin til.

Eftertanker: Pestoen gav god smag til andekødet. Normalt plejer jeg, at forbage bunden lidt først, det glemte jeg her. Kommentaren fra smagspanelet var, at det var godt, jeg ikke havde gjort det, jeg er ikke helt enig.

torsdag den 20. juni 2013

Tærte med grønne asparges og serano skinke

I køleskabet var der en del rester, bl.a fra weekenden, hvor vi havde gæster til gril. Vi fik som forret grønne asparges omviklet med serano skinke, penslet med olie og stegt på grillen. Derefter fik vi en oksebov også tilberedt på grillen. Fra dette måltid var der en lille rest oksebov tilbage + 10 asparges og ½ pakke serano skinke der ikke var brugt. Desuden var der en lille rest kartoffel salat fra i går. I fryseren lå der for engang skyld en færdig butterdej. Tilsammen blev det et fint lille måltid for 3 voksne, da jeg lavede en tærte og serverede kød og kartoffel salat ved siden af.
Tærte:
1 rulle butterdej leight
10 grønne asparges
½ pakke serano skinke
3 æg
2 dl creme fraiche
100 g reven ost
salt og peber
Butterdejen rulles ud i et smurt tærtefad og forbages 8-10 min ved 200 gr. Da jeg nu kun havde ½ pakke serano skinke, delte jeg skiverne i halve. Aspargesne skylles og knækkes over i bunden, så det trædede smides væk. Skinken blev rullet om hver asparges, og de lægges på den forbagte bund. Æg og creme fraiche og ost med krydderier piskes sammen, og hældes over. Bages i ovnen ved 200 gr i ca. ½ time til tærten er fin gylden, og æggemassen helt stivnet.


Eftertanker: Aspargesne er rigtig gode, og tilpas både møre og spøde på denne måde. Den salte skinke klæder også aspargesne rigtig godt. En nem tærte, selvfølgelig også pga den færdige dej. Hvis man selv laver dejen, kan jeg anbefale den med bagepulver jeg normalt bruger bl.a. i min Tærte med kartofler og spinat.

tirsdag den 29. januar 2013

Broccoli pastatærte

Her er en anderledes tærte idet der istedet for en dej-bund bruges pasta, så den er nem at lave og mætter godt. Det er en opskrift som jeg fik for mange år siden fik af Lene, en kollega, og den har fulgt mig siden.
3-4 personer
200-225 g pastaskruer
350 g broccoli
150-200 g skinke strimler, jeg brugte en rest hamburgerryg fra igår.
4 æg
1 dl fløde
2 dl mælk, nogen gange bruger jeg creme fraiche blandet med mælk
salt og frisk kværnet peber
100 g revet ost
Pasta koger i knap så lang tid som der står på posen. Broccoli i små buketter kommes i kogevandet sammen med pastaen de sidste 5 min. Blandingen kommes i en sigte og drypper af, og fordeles derefter i et fad. Kødet drysses henover. Æg, mælk og fløde piskes sammen med salt og peber, og hældes derefter over fadet. Osten drysses over tilsidst. Sættes i 200 gr varm ovn i 30-35 min.
Råkost af gulerod passer rigtig godt hertil.
Eftertanker: Det er grundopskriften jeg har lavet her, men den kan varieres alt efter hvad man har af både grønsager og kød.


mandag den 6. august 2012

Tærte med kartofler og spinat

Forleden dag var jeg inde på DR`s hjemmeside og se et program med Brøderne Price og madskrald. Det er uhyggeligt hvor meget mad der bliver smidt ud. Jeg smider stort set aldrig mad ud, har i mange år haft det næsten som en sport, at finde på hvad jeg nu kan anvende resterne til. Har derfor bestemt, at jeg vil oprette en etikette her på siden, som hedder "stop madspild". I aftes havde jeg en rest kold oksehøjreb, og nogle kogte kolde kartofler fra en anden dag. Det blev til en madtærte med kartofler, og kødet koldt i skiver ved siden af. Kunne godt have valgt at skære kødet i tern og komme det i tærten, men så regulært og mørt kød er  næsten synd at "skjule" i en tærte. Det smager rigtig godt koldt.

Dej:
100 g hvedemel
50 g grahamsmel
2 tsk bagepulver
100 g græsk yoghurt eller kvark, creme fraiche eller A-38
3 spsk mælk
2 spsk olie
½ tsk salt
Fyld:
200 g kogte kolde kartofler
175 g spinat, ja det var det der var tilbage i posen
200 g løg, 2 stk
100 g blomkål (kan udelades)
3 æg
200 g creme fraiche, eller lign, brug hvad du har
100 g reven ost
salt og peber
De tørre ting til dejen blandes først, og de våde blandes i, og dejen æltes blank og smidig. Udrulles på et meldrysset bord, og lægges i et velsmurt tærtefad.
Blomkålen brækkes i små buketter og overhældes med kogende vand og står i 10-15 min. Løgene hakkes og steges blanke i lidt olie. De lægges på dejen sammen med kartofler i tern og blomkålen. Den optøede spinat drænes for vand, og fordeles ud over.
Æg og creme fraiche piskes sammen med halvdelen af osten. Lidt salt og peber i, og det hældes ud over fadet. Det sidste ost drysses henover, og fadet sættes i ovnen ved 200 gr i ca ½ time til æggemassen er helt stivnet.

Eftertanker: Den var meget mættende. Vi var 3 til bords, de 2 var godt spisende mænd, og der var et pænt stykke tilbage, som jeg spiser koldt til min frokost i dag. Lækkert.

lørdag den 21. juli 2012

Tomat quiche

Efter inspiration fra tysk madblad jeg købte på besøg i Tyskland lavede jeg denne quiche til aften. Det er dog slet ikke opskriften derfra, men en hjemme komponeret. Jeg vil helst undgå alt det fløde og smør, der tit er i de tyske opskrifter.
Bund:
100 g hvedemel
50 g grahamsmel
2 tsk bagepulver
100 g creme fraiche, A-38, yoghurt eller lign. Jeg brugte græsk yoghurt.
3-4 spsk mælk
½ tsk salt
Fyld:
3 æg
250 g creme fraiche eller lign.
3 store tomater
salt og peber
Mel og bagepulver blandes, og yoghurt og mælk æltes i sammen med salt. Udrulles på meldrysset bord. Lægges i smurt tærteform.
Æg og creme fraiche piskes til ensartet masse sammen med salt og peber. Hældes i bunden og sættes i
200 gr varm ovn i 10 min.
Tomaterne skæres i skiver og lægges ned i den forbagte æggemasse, og tærten bager videre i ca 30 min, tror jeg. Glemte at tage tid. Hvis man lægger tomaterne i fra starten, bliver de dækket af æggemassen under bagningen.

Eftertanker: Det ser rigtig fint ud at man kan se tomaterne, og den smagte også rigtig godt. Tømmeren var meget begejstret. Næste gang tror jeg dog, at jeg vil lægge løgringe i bunden under 1. bagning, for at give lidt mere smag endnu.

tirsdag den 29. maj 2012

Tærte med kylling og gorgonzola

Tærte er godt. Havde taget et kyllingbryst op til en salat med kylling, men en tærte trængte sig på istedet.
Dej:
50 g havregryn
75 g rugmel
75 g hvedemel
knap ½ dl olie
1 dl vand
Fyld:
1 stort kyllingebryst i tern, marineret i en plastik pose med olie og krydderier
        (f.eks: karry, salt, peber og hvidløgsblanding) et par timer
½-1 pakke bacon, ca 80 g
1 rød peber i tern
125 g optøet spinat, drænet
2 store forårsløg, snittet
1 håndfuld frisk basilikum, kan udelades
3 æg
2 dl creme fraiche 9%
50 g reven ost
75 g gorgonzola
salt og peber
Dejen røres sammen, hviler gerne ½ time på køl, kan også ligge til næste dag. Rulles ud og lægges i tærteform, behøver ikke at blive smurt pga olien i dejen. Bages i ca 10 min ved 200 gr.
Kyllinge kødet drypper lidt af, hvis det sejler i olie marinade. Svitses på en pande sammen med bacon.
Kødet lægges i den forbagte bund sammen med grønsagerne og basilikum.
Gorgonzola fordeles i klatter rundt på tærten.
Æg blandes med creme fraiche, reven ost og salt og peber og fordeles over.
Bages ved 200 gr i 30-35 min.

Jeg serverede en salat til af iceberg, tomat, mango, rødløg og feta.



Eftertanker: Det er den bedste tærte, jeg har lavet længe. Kyllinge kødet var svampet og lækkert. Man kan sagten komme det dobbelte spinat i, jeg havde bare en lille rest som lige passede, også udelade basilikum istedet. Det er det der er godt ved madtærter, at man kan variere lige efter hvad man har, i bedste stop madspild stil.

mandag den 9. april 2012

Tærte med skvalderkål


Lige nu Marts-April er de spæde skvalderkål bedst. Dejen til tærten er ikke min foretrukne, det er den jeg har brugt til Fedtfattig Oksekødstærte, men havde ingen bagepulver i sommerhuset, så det blev altså denne her:
100 g grovmel ( brugte blanding af rugmel og grahamsmel)
100 g hvedemel
50 g blødt smør
50 g hytteost, mager kvark eller A-38 eller lign.
½ dl vand
½ tsk salt
Dejen røres sammen og rulles ud i smurt tærteform, og forbages 15 min ved 200 gr.
Fyld:
200 g skvalderkål uden stilke, dem sorterer jeg fra under plukningen
1 rød snack peber
2 rødløg
Skvalderkålen skyldes og puttes i en gryde med kogende vand. Den skal bare koge ca 1 min til den falder sammen. Hældes i si og vandet trykkes ud. Rødløggene svitses i lidt olie på en pande. Snack peberen skæres i tern. De 3 slags grønsager fordeles over den forbagte bund.
Henover fordeles ostefyldet som består af:
150 g hytteost, creme fraiche eller lign.
3 æg
ca 100 g reven ost
salt og peber
Indgredienserne piskes sammen og fordeles over.
Bages ved  200 gr i ca ½ time.

Her flankeret af en entrecote bøf, bare krydret og stegt på panden, samt lidt salat.
Eftertanker: Bunden er som sagt ikke min favoritbund, den bliver lidt hård og kompakt, men "grovheden" er god. Skvalderkålen smager lidt som spinat, måske knap så meget smag ved den.

søndag den 1. april 2012

Pasta-broccoli tærte

En nem tærte med bund af pasta istedet for dej.
150-200 g pasta skruer eller lign
350 g broccoli
200 g skinke tern eller lign
4 æg
2.5 dl A-38 eller creme fraiche eller fløde
salt og peber
100 g revet ost
1-2 spsk sesam frø

Broccolien brækkes i bukketter, stilken skæres i tern.
Pastaen koges næsten tiden ud til den er mør, de sidste 4-5 koges broccolien med i gryden.
Vandet hældes fra og dampes lidt tør for væde, hældes derefter i bunden af et ildfast fad.
Skinke tern fordeles over.
Æg og A-38 piskes sammen og salt og peber fordeles heri, og blandingen hældes over fadet.
Tilsidst drysses ost og sesam frø over.
Bages i ovnen i ca 35 min ved 200 gr.

onsdag den 28. marts 2012

Fedtfattig oksekødstærte

Dej:
50 g grahamsmel
100 g hvedemel
2 tsk bagepulver
100 g magerkvark
3 spsk mælk
salt
Alle ingredienserne blandes til en blød dej, der er meget nem at arbejde med. Udrulles og lægges i velsmurt tærte fad.
Fyld:
350 g hakket oksekød
1 stort løg ca 150 g
1 fed hvidløg
1 dåse flåede hakkede tomater
1-2 spsk soja efter smag
250 g champingnon
salt og peber
Oksekødet svitses sammen med løg og hvidløg som begge er hakket. De flåede tomater drænes for det meste af væsken og hældes ved. Soja puttes i, og det hele koger i ca 15 min, uden låg for at noget af væsken fordamper.
Champingnonen renses og skæres i skiver og steges på en pande ved høj varme, ellers væsker de.
Oksekødsblandingen og champingnon fordeles ovenpå dejen i fadet, og det hele bages i ovnen ved 200 g i ca 25 min.
Serveres med salat, evt rødbedesalat og flutes til. 

onsdag den 21. marts 2012

Tærte med oksekød og grønsager og carry pasta


Tærte dej:
2 dl vand
½dl olie
50 g havregryn
75 g rugmel
75 hvedemel
Fyld:
350 g okseafpil efter benene fra Tømmerens suppekogning. Brug hvad du har.
½ broccolihoved
2 gulerødder
1 løg
4 æg
3 dl A-38
150 g revet ost
2 tsk Green Carry pasta Marsala
olie
salt og peber
Dejen røres sammen, er lettere at arbejde med hvis den hviler i køleskabet en time.
Rulles ud på meldrysset bord. Lægges i ildfastfad, lidt større end et tærtefad, og bages ved 200 gr i 10 min.
Broccoli plukkes i små buketter og koges i 5 min. Hakket løg og revet gulerod svitses på pande i olie, carry pastaen røres i til sidst.
Kogt broccoli, gulerodsblanding og kød lægges på den forbagte bund.
Æg røres med A-38 og revet ost, salt og peber og hældes over fyldet, og bages videre i 35 min.

Eftertanker: Hold da op hvor blev jeg mæt at et stykke serveret sammen med jordskokker med tomater.
                  Er ikke så vild med stærke ting, men den kunne godt tåle 3 tsk carry pasta uden at blive for
                  stærk.