fredag den 24. maj 2013

Kammerjunkere med citron, og nogen med mælkebøtteblomster

Det er faktisk meget let og hurtigt at lave kammerjunkere. Grundopskriften her er oprindelig fra Hjerteforeningen, og så gør det jo heller ikke noget at de er fedtfattige. Jeg lavede desuden en portion som jeg kom mælkebøtteblomster i. Når man bager af mælkebøtteblomst og citron, dufter det helt fantastisk i køkkenet. De smagte dog kun svagt af blomsterne.
Min version af 80 kammerjunkere:
kornene fra 1 vaniliestang, eller 2 tsk vanilliepulver
5 spsk sukker
200 g hvedemel, man kan godt udskifte lidt af hvedemelet med grahamsmel
1½-2 tsk bagepulver
½ tsk salt
2 spsk olie
2 æg
reven skal af ½ øko citron
2 spsk citronsaft
evt. 16-18 mælkebøtteblomster, kun de gule kronbalde, den grønne krave pilles af
Vanillie korn og sukker blandes. Mel og bagepulver blandes i. Resten af ingredienserner blandes i, og æltes godt sammen. Deles i 2 og trilles til pølser, der igen deles i 20. D.v.s. 40 små kugler, der rulles som pebernødder, og lægges på bageplade. Bages 10-15 min ved 200 g. Køles lidt af, og skæres over i halve. Tørres i ovnen ved 150 gr i ca.15 min. I opskriften stod der oprindeligt 30 min ved 170 gr. Det gjorde jeg ved den 1. portion, også gik jeg i haven, og holdt ikke øje. De blev brændt, så det var alt for meget.



Eftertanker: Jeg tror da ikke jeg vil købe kammerjunkere mere, for det er som sagt nemt og hurtigt, og gode blev de også. Desuden er man fri for alle de tilsætningsstoffer, der tit er i sådan noget industri bag.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar