Vi får slagtet vores kvier om efteråret. Leveren af en kvie vejer 7-8 kg, og da vi ikke er til stegt lever bruger vi det til leverpostej. Her bruger jeg Claus Meyers opskrift. Han bruger persillerod, jeg bruger pastinak, da jeg synes persilleroden er lidt for stærk. Jeg har gengivet opskriften, som jeg laver den:
700 g kalvelever
300 g spæk
1 løg
1 hvidløg
200 g pastinak, rengjort vægt
150 g æbler, rengjort vægt
ialt 5 kviste timian og rosmarin
1 spsk allehånde
1 tsk muskatnød
2 tsk salt
friskkværnet peber
50 g smør
50 g mel
4 dl mælk
2 æg
Kødet hakkes i kødhakkeren.
Pastinakken og æblerne rengøres og skæres i skiver, og koges i 15 min. Blendes derefter til pure´.
Løg, hvidløg, krydderier og æg blendes sammen.
Smørret smeltes i en gryde, melet røres i og mælken røres i lidt efter lidt, så det bliver en opbagt sovs.
Det hele røres sammen og fyldes i forme. Jeg fylder i 5-6 mellem str.forme og bager dem i vandbad i ovnen ved 170 gr i 30 min + 5 min ved 220 gr, for at de får lidt farve.
Eftertanker: Inden jeg startede på at bage leverpostej, blev jeg advaret mod at bruge kalvelever, fordi den kan blive for stærk. Derfor har jeg valgt Claus Meyers opskrift, hvor der er blandet forskelligt i. Opskriften er rigtig god, og med denne postej på en god skive rugbrød, så er madpakken bestemt ikke kedelig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar