mandag den 1. april 2013

Roastbeef i ovnen

Roastbeef laver vi ofte på grillen, men den kan laves både i stegegryde, og i ovnen med godt resultat. Denne udgave i ovnen er meget nem, og god hvis kødet er godt. Vi har kød fra ungkvæg, der har gået på egen mark, så det ved man hvad er. Vi slagter når de er ca 1½ år .
1 roastbeef ca 1 kg
salt og friskkværnet peber
olie
Roastbeefen drysses med salt og peber. Brunes på alle 4 sider, samt enderne, på pande ved høj temperatur. Så her bruger jeg ikke teflon panderne, der ikke tåler så høj varme.
Et fad med vand sættes i bunden af ovnen, og stegen lægges ind på risten henover. Stegen skal have ca 15 min ved 180 gr. Stegetermometeret skal stå på 55-58 gr. Stegen tages ud og pakkes ind i staniol og et håndklæde, og står og trækker mindst 20 min. Jeg tror nu at denne stod ½ time.
Skæres i meget tynde skiver. Der var nok til 7 personer.


Eftertanker: Hold da op hvor var det mørt, det kunne tygges med øjenbrynene. Sovsen kan delvis laves af det væde, der kommer i fadet under stegen, for der er ikke nok. Lidt kartoffelvand og en boullion terning må spædes til, hvis man skal have brun sovs til. Kartoffelbåde i ovnen er dog også godt, her behøver man ikke sovs til. Vi fik desuden broccoli salat til, det passer godt til oksekød.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar